RENTER VED EFTEROPKRÆVNING AF TOLD

Reglerne for myndighedernes opkrævning af morarenter ved efteropkrævning af told som følge af indsendelse af rettelsesangivelse, kontrol mv. giver ofte anledning til spørgsmål, idet det kan være svært at forstå, at man skal betale morarenter, når man f.eks. selv gør myndighederne opmærksom på en fejl i toldangivelsen. Vi ser i fokusartiklen nærmere på bestemmelserne vedrørende myndighedernes opkrævning af renter ved efteropkrævning af told.

Det følger af toldkodeks artikel 114, stk. 1, at toldmyndighederne er forpligtet til at opkræve renter fra den dag, hvor den fastsatte betalingsfrist udløber og indtil den dag hvor betalingen sker. Det betyder, at man ved overskridelse af betalingsfristen opkræver morarenter. Rentebeløbet udgør nationalbankens udlånsrente forhøjet med 2 procentpoint.

Videre følger det af artikel 114, stk. 2, at toldmyndighederne er forpligtede til at opkræve renter fra dagen for toldskyldens opståen til datoen for meddelelse af toldskylden, hvis toldskylden er opstået i henhold til EUTK artikel 79, og efteropkrævningen således skyldes manglende regelefterlevelse fra debitors side ved anvendelse af toldprocedurer f.eks. unddragelse fra toldtilsyn, fejl i transportproceduren, forædling, oplagring, midlertidig opbevaring, midlertidig import mv., eller hvis efteropkrævningen er opstået i forbindelse med toldmyndighedernes kontrol efter varernes frigivelse.  Rentebeløbet udgør nationalbankens udlånsrente forhøjet med 2 procentpoint.

Artikel 114, stk. 2 er således hjemmelsgrundlag for at toldmyndighederne opkræver morarenter fra datoen for toldskyldens opståen, hvis efteropkrævningen skyldes fejl fra debitors side, hvilket for så vidt synes rimeligt.

Vi har imidlertid erfaret, at Toldstyrelsen tillige opkræver morarenter med henvisning til EUTK-artikel 114, stk. 2, hvis der sker efteropkrævning som følge af en rettelsesangivelse indgivet af debitor selv, f.eks. rettelse af forkert varekode, toldværdi el.lign., og denne rettelsesangivelse så giver anledning efteropkrævning af yderligere told.

En sådan fortolkning af bestemmelsen i artikel 114, stk. 2 er efter min opfattelse ikke korrekt, idet bestemmelsen specifikt angår en situation, hvor der sker efteropkrævning når toldskylden er opstået i henhold til artikel 79, eller hvis efteropkrævningen skyldes kontrol efter frigivelse.

Når importøren selv gør toldmyndighederne opmærksom på fejlen ved indgivelse af rettelsesangivelse, skyldes efteropkrævningen netop ikke en efterfølgende kontrol, hvorfor der ikke er hjemmelsgrundlag for at opkræve morarenter i en sådan situation.

Begrebet toldkontrol defineres i EUTK artikel 5, stk. 3 som ”Specifikke handlinger, der foretages af toldmyndighederne for at sikre overholdelse af toldlovgivningen og anden lovgivning vedrørende indpassage, udpassage, transit, bevægelser, oplagring og særlige anvendelsesformål for så vidt angår varer, som forsendes mellem Unionens toldområde og lande eller områder uden for dette område, samt tilstedeværelse og bevægelser inden for Unionens toldområde af ikke-EU-varer og varer med særligt anvendelsesformål”.

Efteropkrævning af told som følge af importørens rettelsesangivelse kan således ikke anses for at være omfattet af begrebet toldkontrol, og det er derfor uberettiget, når Toldstyrelsen opkræver morarenter som følge af efteropkrævning foretaget på grundlag af en rettelsesangivelse.

Opkrævning af morarenter som følge af importørens rettelse af toldangivelsen på eget initiativ fremstår som en helt irrationel og uhjemlet straf, som alt andet lige reducerer importørens incitament til at berigtige fejl i toldangivelsen.

En af de væsentligste ændringer i bestemmelserne vedrørende toldskyldens opståen og ophør i den nye EU Toldkodeks var netop, at give toldaktøren incitament og mulighed for selv at berigtige fejl ved at lovfæste muligheden for selvanmeldelse med henblik på at afværge toldskyldens opståen, jf. DF-artikel 103.

En fortolkning af artikel 114, stk. 2, hvorefter der opkræves morarenter ved efteropkrævning som følge af importørens indgivelse af rettelsesangivelse er således i direkte modstrid med formålet og hensynet bag bestemmelserne vedrørende selvanmeldelse.

Jeg vil derfor opfordre til, at man fremsætter indsigelse overfor Toldstyrelsens opkrævning af morarenter, hvis efteropkrævningen skyldes indgivelse af rettelsesangivelse af egen drift.

Karin-Lis Sinding Jensen, Advokat (L)

Publiceret 31. august 2020