ELEKTRONISK FORSENDELSESLEDSAGERDOKUMENT

ER DEN FYSISKE UDSKRIFT NØDVENDIG?

Vi har de seneste måneder, særligt her under Corona-krisen modtaget en del henvendelser i forhold til, om det fortsat er et lovkrav, at varer som transporteres under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse ledsages af en fysisk kopi af forsendelsesledsagerdokumentet (TAD) for i henhold til formuleringen i gennemførelsesbestemmelserne til den nye EUTK er det reelt ikke forsendelsesledsagerdokumentet, der skal frembydes sammen med varerne på bestemmelsestoldstedet men derimod MRN-nummeret.

De fleste transportører og speditører som beskæftiger sig med forsendelsesproceduren, er meget bevidste om, at varerne under forsendelsesproceduren altid skal ledsages af en fysisk udskrift af forsendelsesledsagerdokumentet (TAD), idet man ellers risikerer at varerne anses for at være unddraget fra toldtilsyn, henset til at man derved hindrer toldmyndighedernes effektive kontrol, således som fastslået i bl.a. EU-Domstolens dom i sag C-222/01, British American Tobacco. Dette var i hvert fald praksis i henhold til bestemmelserne i den gamle EF toldkodeks.

I henhold til bestemmelserne i den nye EUTK som trådte i kraft pr. 1. maj 2016, er det imidlertid ikke en klar forudsætning, at varerne skal ledsages at et fysisk print af forsendelsesledsagerdokumentet. Det er netop tanken bag det opdaterede NCTS forsendelsessystem, at alle ændringer mv. skal registreres elektronisk, hvorefter det fysiske dokument ikke længere har en reel dokumentationsværdi.

Dette betyder også, at man i den nye EUTK har ændret formuleringen vedrørende formaliteter på bestemmelsesstedet, således man nu ikke længere skal frembyde varer og forsendelsesledsagerdokumentet, men derimod blot skal frembyde varerne og MRN-nummeret, jf. kommissionens gennemførelsesforordning, artikel 306, stk. 1.

MRN-nummeret kan jf. kommissionens delegerende forordning, artikel 184, stk. 1 meddeles toldmyndighederne ved fremvisning af stregkode eller forsendelsesledsagerdokument. Det betyder altså, at det fremadrettet vil være tilstrækkeligt, at transportøren får tilsendt forsendelsesledsagerdokumentet elektronisk, således han kan fremvise stregkoden til scanning på f.eks. telefon eller tablet.

Desværre er der i artikel 184, stk. 2 efterfølgende indføjet en undtagelsesbestemmelse, hvorefter MRN-nummeret alene kan frembydes ved fremvisning af forsendelsesledsagerdokument, indtil opdateringen af NCTS forsendelsessystemet er gennemført. Den relevante opdatering af NCTS forsendelsessystemet er aktuelt skemalagt til at skulle afsluttes senest 31. december 2023.

Vi må derfor desværre for en tid endnu affinde os med, at forsendelsesledsagerdokumentet altid skal følge varerne henført under forsendelsesproceduren.

Det aktuelle spørgsmål er derfor i hvilken form, at myndighederne kan forlange forsendelsesledsagerdokumentet fremlagt? Rent lovgivningsmæssigt er der intet krav om, at forsendelsesledsagerdokumentet skal fremvises i form af et fysisk print, hvorfor det principielt burde accepteres at forsendelsesledsagerdokumentet fremvises elektronisk f.eks. på telefon eller tablet. Der er dog medlemslandene og endda toldstederne imellem uenighed om, hvorvidt elektronisk fremvisning af forsendelsesledsager dokumentet kan accepteres.

Kommissionen har senest i deres vejledningsdokument vedrørende toldformaliteter under Corona-krisen oplyst, at de fleste medlemslandes toldmyndigheder accepterer forsendelsesledsagerdokumentet i elektronisk format f.eks. en scannet kopi eller blot en sms med MRN-nummeret.

Hjemmelsgrundlaget er således på plads for, at myndighederne kan acceptere elektronisk fremvisning af forsendelsesdokumentet i overgangsperioden indtil NCTS forsendelsessystemet er opdateret, men det har endnu ikke været muligt at få en klar udmelding fra Toldstyrelsen i forhold til, om man i Danmark accepterer elektronisk fremvisning til forsendelsesledsagerdokumentet - også efter Corona-krisen. Vi har derfor nu sendt en formel forespørgsel, og afventer endelige tilbagemelding. Vi holder jer naturligvis opdateret om udviklingen.

Karin-Lis Sinding Jensen, Advokat (L)

Publiceret 30. april 2020