IMPORTMOMS
Adskillelse af toldskyldens opståen og pligten til at betale importmoms
Generaladvokaten har i en verserende EU-Domstolssag C-26/18 offentliggjort forslag til afgørelse, som for alvor vil være med til at skubbe til den hidtidige antagelse om, at pligten til at betale importmoms automatisk indtræder, hvis der i henhold til toldlovgivningen opstår toldskyld som følge af fejl i forbindelse med toldprocedurer f.eks. forsendelsesproceduren. Hvis EU-Domstolen som ventet bakker op om generaladvokatens indstilling i sagen, vil denne fortolkning af kriterierne for momspligtens indtræden danne grundlag for en praktisk løsning på en lang række af de forsendelsessager, hvor speditøren eller transportøren bliver opkrævet importmoms som følge af fejl i forbindelse med en toldprocedure.
Det er et almindelig kendt problem i transport og speditionsbranchen, at myndighederne opkræver speditøren eller transportøren importmoms, hvis der i henhold til toldlovgivningen opstår toldskyld, som følge af fejl i forbindelse med toldformaliteter eller anvendelse af en toldprocedure f.eks. manglende opstart eller afslutning af forsendelsesproceduren.
EU-Domstolen har tilbage i 2014 fastslået, at transportøren og speditøren ikke har ret til fradrag for importmoms opstået som følge af fejl i forbindelse med toldbehandlingen, idet varen ikke indgår i dennes momspligtige aktiviteter henset til, at transportøren og speditøren ikke er den materielle ejer af varerne. Importmomsen bliver således en ikke-fradragsberettiget omkostning for transportøren eller speditøren.
Flere medlemslande, herunder Danmark og Tyskland anerkender dog, at importmomsen i sådanne situationer kan viderefaktureres til den reelle vareejer, men dette kræver at vareejer er momsregistreret i det land, hvor kravet er opstået, ligesom det kræver, at vareejer er indstillet på at medvirke til en sådan løsning, hvilket han principielt ikke er forpligtet til. Enkelte medlemslande har imidlertid de seneste år ændret praksis i forhold til denne løsning, og anerkender således ikke længere, at den reelle varemodtager kan opnå fradrag for den viderefakturerede importmoms. Der er derfor tale om en problemstilling med store økonomiske konsekvenser for transport og speditionsbranchen.
EU-Domstolen begynder nu imidlertid at skubbe til den hidtidige meget forudindtagede holdning om, at toldskyldens opståen nødvendigvis også medfører, at pligten til at betale importmoms indtræder på samme tid og sted som toldskylden.
Vi ser i den nye praksis fra EU-Domstolen indikationer af, at der bør ske en særskilt vurdering af toldskyldens opståen og momspligtens indtræden, også selvom det følger af momssystemdirektivets artikel 61, stk. 2, at ”såfremt en vare, der er i fri omsætning efter ankomsten til Fællesskabet henføres under en af de i artikel 276 og 277 omhandlede ordninger eller procedurer, sker indførsel i den medlemsstat, på hvis område varen ophører med at være dækket af disse ordninger eller procedurer”
Domstolen har således allerede i henholdsvis de forenede sager C-226/14 og 228/14 af 2. juni 2016 og sag C-571/15 af 1. juni 2017 fastslået, at der ikke er grundlag for at opkræve importmoms i en situation hvor:
Der er opstået toldskyld som følge af manglende ajourføring af bevillingsregnskabet for toldoplag i forbindelse med fraførsel af varer, hvor det er godtgjort, at varerne er genudført af Fællesskabets toldområde, mens de fortsat var henført under toldoplagsproceduren
Der er opstået toldskyld som følge af manglende afslutning af et forsendelsesdokument, hvor den manglende afslutning skyldes, at transportøren glemte at frembyde varer på bestemmelsestoldstedet inden, at varerne fysisk blev udført fra Fællesskabets toldområde.
Bemærk, at det i denne sag ikke var muligt at fremlægge tilstrækkelig dokumentation til, at forsendelsesproceduren kunne afsluttes ved alternativt bevis. Domstolen har således indirekte taget stilling til, at bevisbedømmelsen for hvorvidt varen må anses for at være genudført, er lempeligere i momsmæssig henseende end ved afslutning af forsendelsesproceduren ved alternativ dokumentation.
Der er opstået toldskyld som følge af at varerne blev unddraget toldtilsyn under opbevaring i en frizone, men varerne trods unddragelsen fysisk forblev i frizonen indtil varerne blev genudført.
Domstolens begrundelse for at der ikke opstår pligt til at betale importmoms i disse situationer, selvom der er opstået toldskyld, er at varen ikke kan anses for at være indført i momsmæssige henseende, dvs. at varen ikke kan anses for at være optaget i Fællesskabets økonomiske kredsløb, hvilket er en helt grundlæggende forudsætning for momspligtens indtræden.
Den aktuelt verserende sag for Domstolen C-26/18 hvor generaladvokaten netop har offentliggjort sin indstilling i sagen, omhandler principielt præcis den samme problemstilling omkring adskillelse af toldskyldens opståen og pligten til at betale importmoms. I denne sag er varerne imidlertid ikke blevet genudført til tredjeland, men derimod blot videretransporteret til en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor de toldretlige bestemmelser er overtrådt, og toldskylden dermed er opstået. Sagen vedrører således i hvilken medlemsstat pligten til at betale importmoms indtræder.
Sagens faktiske forhold omhandler den situation, hvor tredjelandsvarer ankommer til Fællesskabet ad luftvejen til Tysklands område. Varen er tiltænkt at skulle videretransporteres ad luftvejen under proceduren for fællesskabsforsendelse, men ved en fejl bliver denne procedure ikke opstartet i lufthavnen i Frankfurt, men varerne bliver uomtvistet videretransporteret til varemodtager i Grækenland.
Det præjudicielle spørgsmål som Domstolen skal tage stilling til, er således om pligten til at betale importmoms opstår i Tyskland, hvor de toldretlige bestemmelser er overtrådt, og der således følgelig er opstået toldskyld, eller om pligten til at betale importmomsen først opstår i Grækenland, hvor varerne reelt overgår til frit forbrug.
Generaladvokaten indstiller i sit forslag til afgørelse, præmis 60-67 til, at tilsidesættelse af de formelle forpligtelser i toldmæssig henseende ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at pligten til at betale importmoms opstår i Tyskland, idet varerne reelt først bliver optaget i det økonomiske kredsløb, og således først overgik til frit forbrug i Grækenland.
Hvis EU-Domstolen tilslutter sig generaladvokaten indstilling i sagen, og således fastslår, at momspligtens indtræden ikke nødvendigt følger toldskylden opståen, og at der således skal ske særskilt vurdering af, hvorvidt og hvor pligten til at betale importmoms indtræder, vil det betyde, at importmomsen i langt de fleste tilfælde ikke længere skal opkræves hos den hovedforpligtede transportør eller speditør af myndighederne i det land, hvor toldskylden er opstået, men derimod skal opkræves direkte hos den reelle varemodtager (importør) i det land, hvor denne modtager varerne. Importøren har naturligvis ret til fradrag for importmoms opkrævet direkte hos denne, og importmomsen vil således ikke længere udgøre en ikke-fradragsberettiget omkostning for transportøren eller speditøren.
Denne nye fortolkning og praksis i forhold til adskillelse af toldskyldens opståen og pligten til at betale importmoms, vil således forventeligt få betydeligt positive konsekvenser for transport- og speditionsbranchen.
Vi føler naturligvis udviklingen tæt, og afventer spændt EU-Domstolens endelige afgørelse i sagen.
Karin-Lis Sinding Jensen, Advokat (L)
Publiceret 28. marts 2019