IMPORTMOMS

ADSKILLELSE AF TOLDSKYLDENS OPSTÅEN OG PLIGTEN TIL AT BETALE IMPORTMOMS

Vi skrev i fokusartiklen i marts måned om, at generaladvokaten i en verserende EU-Domstolssag C-26/18 afsagde forslag til afgørelse, hvorved der ville ske en praksisændring i forhold til medlemsstaternes hidtidige antagelse om, at pligten til at betale importmoms automatisk indtræder, hvis der i henhold til toldlovgivningen opstår toldskyld som følge af fejl i forbindelse med toldprocedurer f.eks. forsendelsesproceduren. EU-Domstolen har nu afsagt dom i overensstemmelse med generaladvokatens indstilling i sagen, og vi er således nu tæt på en retstilstand, hvor importmomsen opstået som følge af fejl i toldproceduren kun i helt særlige tilfælde risikerer, at blive en omkostning for speditøren eller transportøren som er ansvarlig for den pågældende toldprocedure.

Det er et almindelig kendt problem i transport og speditionsbranchen, at myndighederne opkræver speditøren eller transportøren importmoms, hvis der i henhold til toldlovgivningen opstår toldskyld, som følge af fejl i forbindelse med toldformaliteter eller anvendelse af en toldprocedure f.eks. manglende opstart eller afslutning af forsendelsesproceduren.

EU-Domstolen har tilbage i 2014 fastslået, at transportøren og speditøren ikke har ret til fradrag for importmoms opstået som følge af fejl i forbindelse med toldbehandlingen, idet varen ikke indgår i dennes momspligtige aktiviteter henset til, at transportøren og speditøren ikke er den materielle ejer af varerne. Importmomsen bliver således en ikke-fradragsberettiget omkostning for transportøren eller speditøren.

Flere medlemslande, herunder Danmark og Tyskland anerkender dog, at importmomsen i sådanne situationer kan viderefaktureres til den reelle vareejer, men dette kræver, at vareejer er momsregistreret i det land, hvor kravet er opstået, ligesom det kræver, at vareejer er indstillet på at medvirke til en sådan løsning, hvilket han principielt ikke er forpligtet til. Enkelte medlemslande har imidlertid i de seneste år ændret praksis i forhold til denne løsning, og anerkender således ikke længere, at den reelle varemodtager kan opnå fradrag for den viderefakturerede importmoms. Der er derfor tale om en problemstilling med store økonomiske konsekvenser for transport og speditionsbranchen.

EU-Domstolen har nu imidlertid endelig i sag C-26/18 underkendt medlemslandenes hidtidige antagelse om, at toldskyldens opståen nødvendigvis også medfører, at pligten til at betale importmoms indtræder på samme tid og sted som toldskylden.

EU-Domstolen har gennem en årrække i forskellige sager gjort det mere og mere klart, at der bør ske en særskilt vurdering af toldskyldens opståen og momspligtens indtræden, også selvom det følger af momssystemdirektivets artikel 61, stk. 2, at ”såfremt en vare, der er i fri omsætning efter ankomsten til Fællesskabet henføres under en af de i artikel 276 og 277 omhandlede ordninger eller procedurer, sker indførsel i den medlemsstat, på hvis område varen ophører med at være dækket af disse ordninger eller procedurer”.

Domstolen har således allerede tidligere i henholdsvis de forenede sager C-226/14 og 228/14 af 2. juni 2016 og sag C-571/15 af 1. juni 2017 fastslået, at der ikke er grundlag for at opkræve importmoms i en situation hvor:

1. Der er opstået toldskyld som følge af manglende ajourføring af bevillingsregnskabet for toldoplag i forbindelse med fraførsel af varer, hvor det er godtgjort, at varerne er genudført af Fællesskabets toldområde, mens de fortsat var henført under toldoplagsproceduren

2. Der er opstået toldskyld som følge af manglende afslutning af et forsendelsesdokument, hvor den manglende afslutning skyldes, at transportøren glemte at frembyde varer på bestemmelsestoldstedet inden, at varerne fysisk blev udført fra Fællesskabets toldområde.

Bemærk, at det i denne sag ikke var muligt at fremlægge tilstrækkelig dokumentation til, at forsendelsesproceduren kunne afsluttes ved alternativt bevis. Domstolen har således indirekte taget stilling til, at bevisbedømmelsen for hvorvidt varen må anses for at være genudført, er lempeligere i momsmæssig henseende end ved afslutning af forsendelsesproceduren ved alternativ dokumentation.

1. Der er opstået toldskyld som følge af at varerne blev unddraget toldtilsyn under opbevaring i en frizone, men varerne trods unddragelsen fysisk forblev i frizonen indtil varerne blev genudført.

Domstolens begrundelse for at der ikke opstår pligt til at betale importmoms i disse situationer, selvom der er opstået toldskyld, er at varen ikke kan anses for at være indført i momsmæssige henseende, dvs. at varen ikke kan anses for at være optaget i Fællesskabets økonomiske kredsløb, hvilket er en helt grundlæggende forudsætning for momspligtens indtræden.

Den seneste sag C-26/18, hvor EU-Domstolen endeligt fastslår, at der skal ske særskilt vurdering af toldkravet og pligten til at betale importmoms, omhandler principielt præcis den samme problemstilling. I denne sag er varerne imidlertid ikke blevet genudført til tredjeland, men derimod blot videretransporteret til en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor de toldretlige bestemmelser er overtrådt, og toldskylden dermed er opstået. Sagen vedrører således i hvilken medlemsstat, at pligten til at betale importmoms indtræder.

Sagens faktiske forhold omhandler den situation, hvor tredjelandsvarer ankommer til Fællesskabet ad luftvejen til Tysklands område. Varen er tiltænkt, at skulle videretransporteres ad luftvejen under proceduren for fællesskabsforsendelse, men ved en fejl bliver denne procedure ikke opstartet i lufthavnen i Frankfurt, men varerne bliver uomtvistet videretransporteret til varemodtager i Grækenland.

Det præjudicielle spørgsmål som Domstolen har taget stilling til er således, om pligten til at betale importmoms opstår i Tyskland, hvor de toldretlige bestemmelser er overtrådt, og der således følgelig er opstået toldskyld, eller om pligten til at betale importmomsen først opstår i Grækenland, hvor varerne reelt overgår til frit forbrug.

EU-Domstolen fastslår i dommens præmis 42-54 at tilsidesættelse af de formelle forpligtelser i toldmæssig henseende ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at pligten til at betale importmoms opstår i Tyskland, idet varerne reelt først bliver optaget i det økonomiske kredsløb, og således først overgår til frit forbrug i Grækenland.

Dermed fastslår Domstolen, at momspligtens indtræden ikke nødvendigt følger toldskylden opståen, og at der skal ske særskilt vurdering af, om og hvor pligten til at betale importmoms indtræder, hvilket betyder at importmomsen i langt de fleste tilfælde ikke længere skal opkræves hos den ansvarlige transportør eller speditør af myndighederne i det land, hvor toldskylden er opstået, men derimod skal opkræves direkte hos den reelle varemodtager (importør) i det land, hvor denne modtager varerne.

Importøren har naturligvis ret til fradrag for importmoms opkrævet direkte hos denne, og importmomsen vil således i langt de fleste tilfælde ikke længere udgøre om omkostning for transportøren eller speditøren.

De danske myndigheder er endnu ikke kommet med en tilkendegivelse af, hvilken betydning dommen får i forhold til den fremadrettede praksis i forhold til efteropkrævning af importmoms i tilknytning til fejl ved anvendelse af toldprocedurer, men det vurderes at dommen vil medføre en positiv praksisændring for transport og speditionsbranchen, idet importmomsen som udgangspunkt ikke kan opkræves hos tolddebitor, men derimod skal opkræves hos varemodtager.

Fristregler for genoptagelse

Hvis man som speditør eller transportør er blevet efteropkrævet importmoms i tilsvarende sager, hvor det ikke er lykkedes at neutralisere importmomsen, bør man overveje, at indgive anmodning om genoptagelse af momstilsvaret med henblik på tilbagebetaling af den uretmæssigt opkrævede importmoms.

Som udgangspunkt kan der alene ske genoptagelse i en periode på 3 år, men når der er tale om en situation, hvor den hidtidige praksis endelig underkendes ved dom, så kan der ske genoptagelse af momstilsvaret fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis.

Forsendelserne som var genstand for prøvelse i hovedsagen i den netop afsluttede EU Domstolssag fandt sted i januar 2008, og det vil derfor som udgangspunkt være muligt at få genoptaget momstilsvaret i tilsvarende sager helt tilbage til januar 2008. Jeg bemærker dog for en god ordens skyld, at de danske myndigheder endnu ikke har bekræftet dette, men kan kun opfordre til, at man straks indgiver anmodning med henblik på sikring af ens krav.

Vær opmærksom på at der tilsvarende vil være mulighed for at få genoptaget momstilsvaret i øvrige EU medlemslande, hvis man uretmæssigt er blevet opkrævet importmoms i tilknytning til toldskylden opståen som følge af fejl, men at der i disse medlemslande kan gælde andre fristregler for genoptagelse.

---

Vi står naturligvis til rådighed, såfremt artiklen giver anledning til spørgsmål, ligesom jeg gerne assistere i forbindelse med indgivelse af anmodning om genoptagelse af momstilsvaret med henblik på tilbagebetaling af for meget indbetalt importmoms i tilknytning til fejl ved anvendelse af toldprocedurer.

Karin-Lis Sinding Jensen, Advokat (L)

Publiceret 31. august 2019